Lyder det for uromantisk med en ægtepagt?

Der kan umiddelbart være to måder, hvorpå man tænker på, hvad en ægtepagt er, og de kan begge være noget uromantiske at høre på, mens den ene kan være nødvendigt, og den anden burde være ulovlig, da den i det mindste er uetisk i de fleste menneskers øjne.

Lad os tage den negative først og antage, at man med en ægtepagt mener den slags, som bliver indgået mellem unge mennesker, før de selv har myndighed over dem selv og selv kan tage et valg i livet.

Den slags bliver ofte indgået for at styrke alliancer blandt familier og sikre, at de leverer afkom, og den metode var da også virkelig udbredt i gamle i Europa, hvor alle lande kunne finde på at bekrige hinanden – så det handlede om at være gode venner med hinanden, og det kunne et ægteskab på tværs af grænser og slægter være med til at sikre.

Den form er dog udfaset, men den eksisterer stadig i nogle lande, som godt nok kan føre til et stabilt ægteskabt – thi det ikke er vellidt at blive skilt – mens mange ender i ulykkelig kærlighed.

Angående ulykkelig kærlighed så er det jo ikke dét, man tænker på, når man bliver forelsket i hinanden, man vil giftes og leve lykkeligt til hinandens dages ende, som det lyder ved kirkealteret.

Hvorfor skulle man dog så få kontrakt på den slags, som nok er den anden måde, at man tænker ægtepagt på?

Blandt de rige gør man den slags, så man undgår, hvis nu det værste skulle ske, at man bliver sagtsøgt af den anden part og skal udlevere en større formue, fordi man ikke var blevet enige om, hvordan goderne skulle fordeles eller havde det på tryk.

Men rent praktisk kan det jo også handle om, hvad man skal gøre, hvis den ene part går bort af alderdom eller pludselig sygdom.

Derfor skal man faktisk se på det som en forsikring af kærligheden på længere sigt.

Du kan læse mere om den slags her: https://dokument24.dk/saereje/aegtepagt